Nyheder
Ramirent går foran med ISO 9001-certificering af byggelevatorer
20. Oct, 2010 15:34
Det er blot nogle af gevinsterne ved den netop tildelte ISO 9001-certificering, som Ramirent har fået på deres El-, hejs og arbejdsplatforme. Målet er, at hele virksomheden skal certificeres inden udgangen af 2012
Fra 2013 er det et lovkrav, at alle virksomheder, der beskæftiger sig med byggeelevatorer, skal være ISO 9001-certificeret efter
Arbejdstilsynets Bekendtgørelse nr.629. Ramirent er den første, og indtil videre eneste, udlejningsvirksomhed i Danmark, der har opnået certificeringen.
Direktør i Ramirent, Erik Høi, forklarer. ”Dels er det vigtigt for os at kunne give kunderne en god totaløkonomi. Det kan vi kun, når alle processer kører optimalt – og her fungerer ISO´en som et effektivt kvalitetsledelsesværktøj. Dels ligger certificeringen efter den nye lovgivning nu hos selve virksomheden, hvor den tidligere lå hos én medarbejder. Det betyder, at vi ikke længere er afhængige af én medarbejder for at kunne opstille byggelevatorer og udføre de lovpligtige eftersyn og services på dem. Samtidig skal denne første certificering danne grundlag for en 100 % certificering af hele virksomheden inden udgangen af 2012”.
Et effektivt ledelsesværktøj
”Med ISO 9001-certificeringen har vi fået et effektivt arbejdsredskab i hverdagen, som sikrer, at vi leverer den kvalitet, som kunderne efterspørger og har krav på”, fortæller Ramirents Regionschef, Jens Jacobsen.
”Samtidig er de interne og eksterne audits med til at holde os op imod de mål, vi har sat, så vi ikke falder tilbage i gamle vaner. For lever vi ikke op til ISO 9001 kravene, mister vi certificeringen”. De eksterne audits står Force Certifikation A/S for, der lige nu er de eneste i Danmark, som er akkrediteret til at auditere efter
Arbejdstilsynets Bekendtgørelse nr.629 af 27. juni 2008.
Større fokus på kunden
Da Ramirent for lidt over et år siden gik i gang med certificeringsprocessen, satte de sig som mål at være ´kundens foretrukne leverandør af løsninger og materiel´. ”Det skabte fra starten et klart fokus på kunden”, forklarer Ramirents kvalitetschef, Morten Rønnov Hansen. ”Alle vores arbejdsprocesser er i dag systematiseret og centreret omkring, hvordan vi kan skabe den bedste oplevelse for vores kunder. I praksis betyder det, at vi eksempelvis har skriftlige bekræftelser på alt, hvad vi aftaler med den enkelte kunde i alle faser af samarbejdet. Det kan lyde meget formelt, men har vist sig at give færre misforståelser og større gennemsigtighed i, hvad der aftales og udføres af arbejde”.
Færre fejl og bedre dialog
Målet om vedvarende at forbedre kundernes oplevelser indebærer også, at holdningen til fejl har ændret sig hos både Ramirent og hos kunderne. ”Vi er kommet væk fra nulfejlskulturen og over til en mere åben og ærlig dialog med vores kunder. For jo flere fejl, vi får frem i lyset, jo bedre kan vi dele vores viden og erfaring på tværs af organisationen og med kunderne, så vi sikrer os, at de samme fejl ikke gentager sig”. Det fortæller Ramirents produktchef for personhejs- og arbejdsplatforme, Klaus Loving. ”Det betyder, at vi i dag systematisk rapporterer og beskriver alle typer af fejl, der begås af enten os eller af vores kunder. Når både vi og kunderne taler åbent om fejl, kan vi løbende forbedre kvaliteten og sikkerheden – og i sidste ende skabe en bedre totaløkonomi for vores kunder”.
Et løft til hele udlejningsbranchen
Når det fra 2013 bliver lovpligtigt for alle virksomheder, der arbejder med byggeelevatorer, at ISO 9001-certificere sig, vil det løfte hele udlejningsbranchen, mener Ramirents Direktør, Erik Høi. ”Fordi certificeringen stiller så store krav til sikkerhed og kvalitet, er det kun de virksomheder, der virkelig vil og kan leve op til kravene, som overlever på markedet. I branchen vil det give en mere lige konkurrence, end vi ser i dag – og på byggepladserne vil det konkret kunne mærkes i form af mere sikkert materiel og en bedre service”, lyder hans afsluttende kommentar.